Velkommen til mit liv ..........

Det var en mørk og stormfuld aften...... Næææ, forresten ved jeg ikke hvordan vejret var den aften jeg blev født.  Jeg var da vist ikke så forfærdelig gammel dengang.

 Men efter sigende var det da vist ret sent, da jeg besluttede at gøre mit indtog i denne verden.  Og så skulle jeg absolut også komme før tiden, da min jordemoder fik overbevist mine forældre, om at jeg var fuldt udviklet, her en månedstid før den ellers planlagte ankomst.  Om så lige dette tidlige spark i rø... , der hvor jeg er højest når jeg plukker jordbær, har påvirket mig til at blive slemt nysgerrig resten af mit liv, skal jeg da lade være usagt.  Men ihvertfald har min tilstedeværelse på Jorden ofte været præget af pludselige indfald jeg selvklart har måttet føre ud i livet, uden at tænke for længe, for lige at se om det nu også var en god idé jeg dér havde fået.

 Om så det var sundt og fremmende, sådan at blive en del af en fremskyndet fødsel - måske også godt hjulpet af jordemoderens iver for at score lidt ekstrabetaling - skal jeg ikke kunne tage stilling til.  Men ihvertfald har det da hjulpet fint på min naturlige nysgerrighed, der ofte har bragt mig vidt omkring eller har givet mig erfaring på anden vis undervejs hertil.  Måske ikke altid lige gennemtænkt, men så har det til gengæld ofte været sjovt og hel sikkert udviklende på lysten til at se mere.

 Lysten til at se mere - jaaa, det har vi vel alle.  Min nysgerrighed var bestemt ikke den mindste og bragte mig i uhyggelig nærhed af et par på hovedet af mine søster Lizzie, når jeg ikke kunne holde fingrene fra hendes ting og sager.  Ligeså blev nysgerrigheden næret fint, når den stod på rejser med familien til bla. Sverige, Norge, Tyskland samt Italien en enkelt gang. Ligeså husker jeg familieturene rundt i Danmark, som noget vi alle så frem til med spænding.  Her gik tiden ofte med diverse narrestreger sammen med min fætter Bent, der heller ikke gik af vejen for ret meget. Fætter Bent og jeg har set en del til hinanden siden, så han kommer til at optræde her et par gange undervejs i historien.

 Min tidlige barndom fra fødsel til skole, har jeg ikke meget om i huskeren. Men det er vel fordi jeg vel stortset har været beskyttet i hoved og r.. og det hele derfor har gledet let og smertefrit afsted.  Men det kan jeg jo takke mine dejlige forældre for.

 Men jeg kan da fint huske mit barndomshjem på Lundtoftevej 288 i Hjortekær. Dejligt stort hus, der lå på en meget stor grund, der omfattede nok til at der senere blev solgt flere grunde fra.

 Mit barndomshjem lå 2 minutters gang fra Kongens Dyrehave, Eremitagesletten med sommerslottet hvor Kong Frederik og Dronning Ingrid ofte kom ud. Sletten var og er en fantastisk legeplads for os børn (og voksne også) hvor jeg tit var ude blandt hjortene og andre dyr, ligesom Rådvadskoven og Jægersborg Hegn blev en stor del af min opvækst, hvor oplevelserne og legene herude i naturen har betydet utrolig meget for mig og på ingen måde kunne været byttet med guld, sølv og diamanter. Ligeså husker jeg også nogle af mine barndomsvenner, Franz fra Lundtoftevej og Preben plus hans lillesøster Birthe på Hjortekærbakken hvor jeg kom meget.

1957 og frem .....

 Så der er vel nok en stor del huller i hukommelsen, indtil jeg startede i 1.klasse på Raadvad Skole i August 1957.  Her fik jeg Hr. Brogård som klasselærer, ligesom jeg fint kan huske regnelærer Lebech, Hansen, Fru Hansen, Wallenström ligesom der vel har været andre undervejs på Raadvad, hvor der aldrig var flere end man stortset kendte alle på skolen, hvor mange var rigtig gode venner og veninder, man jævnt tænker tilbage på, fordi de hver især har påvirket een i de yngre år og på den måde givet ballast til at komme videre til hvor vi nu er i dag.

 Så mon ikke jeg skylder Anders, Annelise, Annette, Birgit, Bo, Charlotte, Dorthe, Elinor, Flemming, Gertrud, Jan, Jens, John, Jørgen, Kim og Kim, Kirsten, Mariann, Marianne, Ove, Peter, Poul, Steffen, Søren, Torben, Troels, Vibeke og Vibeke en stor tak for hvad de gav mig af oplevelser på Rådvad Skole og selvklart også i fritiden udenfor skolen.

 Jeg er overbevist om at hver og een af mine spændende skolekammerater og ligeså alle kammerater udenfor skolen, hver især har sået lige præcis deres frø, der har spiret og udviklet min person i den retning jeg har valgt når der var mere end een mulighed, hvis man nu kan udtrykke det sådan. Man tænker ikke meget på det som knægt, men som årene går er det da åbenlyst at vi alle kan give vore "hverdagsrødder", specielt i de helt unge år, æren for mange af de valg, eller fravalg, vi har gjort i livet. 

 Det var jo store klasser dengang, modsat nu hvor det nærmest ligner privatundervisning med egen lærer.  Måske det er bedre med små klasser, men jeg tror nu det forskellige hang meget godt fast dengang, da der ikke var så meget til at distrahere og hulle tankerne, såsom mobiltelefoner der bipper ustandselig med sms´er og hvad der ellers er af totalt uundværlige vidundere, til at forstyrre hverdagen overalt hvor man kommer i verden.

 Nå, men Raadvad Skole fyldte de første 5 skoleår og var som jeg husker det, et sted man kunne lide at være, fordi den ikke var større.  I tillæg havde vi Raadvadskoven, lige udenfor til fri afbenyttelse efter skolen.  Skoven med grusgraven, Raadvaddammen og de mange andre spændende steder, tror jeg nok næsten alle, ihvertfald drengene, brugte til leg og mange andre ting og underlige indfald vi kom på efter skoletid.

 Men som altid, varer intet ved. Og her blev det besluttet, at Raadvad Skole kun skulle rumme de første 5 klasser og vi skulle herefter flyttes til 6.klasse i både Trongårdsskolen og Lundtofte Skole, hvilket så betød en utidig opdeling og splittelse af klassen.

 Personligt var jeg fast besluttet på at komme til Trongårdsskolen.  Men af for mig uforståelige årsager, skulle jeg absolut flyttes til Lundtofte Skole, hvilket hel sikkert har fået store konsekvenser for mine valg gennem resten af mit liv.

 I Raadvad Skole så jeg mig selv komme i Realklassen og få mig en 3.Real som vel svarer til 10.klasse i dag. Jeg kan ikke helt huske, hvornår Realén blev fjernet reelt, men beslutningen om at jeg skulle til Lundtofte, betød for mig, at jeg gik helt i baglås og gjorde alt for at undgå at komme i skole.  Fra at være rigtig glad for at gå i skole og få en fin eksamen, vendte jeg helt om og ønskede mig blot væk fra skolen, hvilket også lykkedes med en 7.klasses eksamen, der reelt ikke kunne bruges til noget. Ihvertfald har den ikke båret mig frem, så jeg har måttet skubbe lidt på selv undervejs i erhvervslivet. Men ingen klage over det, da valget var mit eget og har passet mig hel fint.

 Det blev til 2 år med en masse pjæk og selvopfundne sygdomme der kunne holde mig hjemme.  Husker specielt den ene "sygdom" der gik så vidt at jeg måtte gå linen ud og blive indlagt på Gentofte Sygehus og dér fik fjernet blindtarmen. Den fejlede selvfølgelig intet, men tanken om at indrømme det var pjæk, faldt mig meget fjern. Dette "stunt" fra min side, førte desværre til flere følgesygdomme, bla. en voldsom gang tarmslyng, der var uhyggelig tæt på at gå galt. Så en gang mere eller mindre uskyldig gang pjæk, kan hurtig løbe af sporet og ende ud i at koste for meget, når det nu ligger meget fjernt at skulle indrømme det hele var følger af et skuespil, opfundet af en skoledreng der ikke ville lade sig styre.

 Så efter at have pjækket mig igennem 6. og 7. klasse, gik jeg ud af skolen, med et afgangsbevis der sagde: "Sven Eriks evner er gode, men da hans flid ikke er er overvældende stor, opnår han ikke de høje resultater".  Nem måde at få pakket ind, at man faktisk ikke mødte op til undervisningen og opnåede noget.  Men så kan man tænke lidt over, hvad resultatet var blevet og hvordan livet havde formet sig, hvis lærere og skolemyndigheder havde hørt på hvad eleverne ønskede. For mit vedkommende, havde det formentlig betydet 10 års skolegang, måske mere hvis succes havde næret bålet og skabt endnu mere flid, med hvad man kun kan forestille sig af eventuel videre uddannelse og måske anderledes sammensat liv.

 Af venner på Lundtofte Skole er en lidt tåget ting, da jeg jo som nævnt ikke ligefrem overbelastede skolen med mit nærvær.  Selvfølgelig var det dem der også skulle fortsætte skolegangen på Lundtofte, men der var også mange nye ansigter, vi skulle til at dele hverdagen med.  De "nye" kniber det med at finde frem i huskeren, men navne som Elmer, Vivi og Bent "Tyr" dukker op, men det var da vist fra parralelklassen, så vidt jeg mindes.  Elmer var jeg meget sammen med, da vi kørte knallerter (temmelig hurtige) sammen og søde Vivi, som var Elmers kæreste, der boede i Brede (cirka).

 For lige at genopfriske knallerttiden, så var mit foretrukne mærke Puch, som jeg havde flere af i årene 1964 til sommeren 1968. Hvorfor det lige var Puch, skal jeg ikke kunne sige, men mange havde på den tid og så var der rige muligheder for at trylle lidt med maskinen, så de blev mere end hurtige. Så vidt jeg husker, hed typen MS-50 og var med sort pladestel, der ustandselig var trukket skævt af for meget motorkraft. Men sjovt var det med suset.

 En anden ting der stadig står tydeligt i hukommelsen, er skibsforliset ved Grønland d. 30. Januar 1959, hvor "Hans Hedtoft" der blev kaldt skibet "der ikke kunne synke", forliste i orkanagtig storm efter at have ramt et isbjerg. 95 mennesker omkom ved forliset der blev kaldt Danmarks "Titanic" katastrofe, der kunne være undgået med fornuft, men den daværende Grønlandsminister Johannes Kjærbøl pressede sejladsen igennem, trods mange advarsler fra Kaptajner og andre sagkyndige i Grønlandstrafik. Og bagefter var der ingen grænser for hvor mange der vaskede deres hænder og frasagde sig ansvar for ulykken.

 Det var et sidespring, men alligevel en begivenhed der har brændt sig fast i hukommelsen, da katastrofen der på så kort tid, blev så omfattende og kom til at betyde utrolig meget for så mange i lang tid efter.  

1964 og frem ........

 Misforstå mig endelig ikke, jeg har været fuldt ud tilfreds med hvad jeg har opnået.  Måske ikke lige i form af høj løn og titler, men bestemt med hvad tilfældet undervejs har givet mig af oplevelser og valg fra tid til anden.  Valg der har ført mig sammen med en masse spændende mennesker og givet mig rigtig mange oplevelser og muligheder.  Det var altid spændende med nye ansigter i kredsen, fordi alle uden undtagelse jo sætter en lille tankestreg eller udråbstegn i eens tilværelse.  En streg eller et tegn, der jo på een eller anden måde får betydning i een handlinger senere i tilværelsen. Havde jeg istedet kommet til Trongårdsskolen og måske fulgt en målrettet uddannelse, med en titel i præmie, var jeg måske kommet til at sidde på et kontor et sted og gjort andre valg istedet og derfor levet et helt, helt andet liv. Men det får vi jo aldrig opklaret.

 Men nok om skolen.  Efter et par ugers ferie, fik jeg tilbuddet om at flytte til Haderslev.  Fint nok, så kom man jo ud at se andre ting. Fik mig først et job som arbejdsdreng på en varmerørsfabrik, hvor jeg ryddede op og rensede ting for de voksne ansatte.  Ikke lige et ønskejob, så da der pludselig var job på en BP-tank, sprang jeg til og arbejdede dér, så vidt jeg husker 3-4 måneder.  Havde en sjov og spændende tid, der gav mange Jydevenner og så tjente man jo penge.  HøHø, fik forresten også karsehår - så kan Du forestille Dig en kornbolle på 120 kilo, med strithåt og runde kinder.  Jeg var stor før jeg kom derover, men flødesovs og bøffer hver dag, satte sig som 25-30 kilo ekstra på det halve år jeg jeg var Jyde.  Det var tæt på, at jeg skulle have gult armbind, fordi kinderne voksede op foran øjnene.

 Jeg kørte også en tid som "Lillehjælp" på Tempo Bybud.  Det var en Christian Nebel, der boede på Fjordagerring. Han havde en Folkevogns Pickup, hvor han hentede grise hos bønderne og kørte dem til slagteriet i Haderslev. Faktisk rigtig sjovt, men mere end beskidt. HæHæ, husker engang i en svinestald i svinestien, hvor jeg skulle holde et stort svin i halen, og så gled jeg og slap selvfølgelig ikke, men blev hevet rundt efter svinet og rullede rundt på gulvet og blev fedtet ind fra yderst til inderst med svinelort.  Christien råbte at jeg skulle slippe den, men ikke om jeg ville lade svinet vinde og til sidst stoppede den og de voksne kom og tog over. Føj for en tur og så kaldte de mig for Latrindrengen bagefter! Og så ville Christian ikke have mig ind i vognen, så jeg måtte sidde oppe på ladet med de andre svin. Forstår man det?  Puha, det tog flere dage inden jeg holdt op med at lugte, ligegyldig hvor mange gange jeg gik i bad. Mens jeg var i Haderslev, boede jeg på et værelse ude på Vandlingevej, hvor søde Edith stod for madgryderne og jeg derfor fik ikke så få kilo sat på sidebenene i tiden jeg boede dér.

 Med Jylland som første reelle erfaring på jobscenen, rejste jeg hjem til Hjortekær, Mors madgryder og barndomshjemmet, med godt 120 kilo på badevægten,  hvor sengen og værelset stod klar til mig.  Har altid haft et par kanondejlige forældre, der altid stod klar med støtte og hjælp hvis det var nødvendigt.

 Gik hjemme et stykke tid, indtil jeg hørte der manglede arbejdsdrenge på Atlas køleskabsfabrik i Lundtofte.  Startede op med godt humør, men arbejdsdrenge blev behandlet som noget man trådte på dér, så glæden forsvandt hurtigt og jeg holdt op efter kort tid.  Hvem havde lyst til at blive råbt af og talt ned til hele dagen ?  Ikke en trodsig 14-års knægt ihvertfald !

 Men så skulle min far bruge en arbejdsdreng i firmaet. "J.W.Hansen & Søn" i Store Regnegade 26 i København. Det var en snedker- og tømrervirksomhed, med trælistefabrik og træudsalg, hvor jeg gik og slog mine folder et års tid.  Lærte mange mennesker at kende og fik mange venner iblandt, selvom jeg kun var knægt.  De Københavnske gader og stræder, kom også fint ind i huskeren, da jeg også kørte som svajer på den 3-hjulede budcykel, med varer til kunderne.  HæHæ, der var også en trækvogn, til de tunge ordrer. Kan huske en gang, jeg ikke var opmærksom, hvor hjulene løb ned i sporvognssporet og jeg bare blev nødt til at futte afsted, med linie 1 i hælene.  Han var godt nok negativ, ham sporvognsføreren, men han sendte dog billetsælgeren ud for at hjælpe mig op af sporet, så han kunne komme forbi og jeg kunne komme på mit rette spor på den bytur, ding-ding!!  Fik også ofte lov til, lige at smutte over på den anden side af gaden, for at kigge ind i det daværende "Jazzhus Montmartre", hvor mange kendte navne øvede sig om dagen, inden det gik løs om aftenen.  Fik mangen en god snak med musikerne, der syntes det var skægt, at en så ung knægt sad dér med åben mund og polypper og lyttede til deres lidenskab Jazz.

Fra efteråret 1965 og frem ........

 Men selvom jeg var ud af en træfamilie, hvor muligheder for en fremtid lå lige for, var min interesse for mekanik den stærkeste.  Så efter et års tid i "træet", gik jeg en dag rundt i Kgs.Lyngby og søgte læreplads på de forskellige værksteder i byen.  Og pludselig havnede jeg i "Lyngby Motor & Mekaniske værksted" på Hovedgaden 80, hvor jeg lige dumpede ind i hold øldrikkende mekanikere og gæster.  Heriblandt var værkføreren, det sendte mig over til Carl F. Jensen som var chef og indehaver af firmaet.

 Han kaldte på værkføreren, Leif Christensen - "Letter" blandt ølvennerne - der spurgte hvornår jeg kunne starte. Ikke så meget pjat, der var job som arbejdsdreng fra mandag morgen og hvis det gik godt efter nogle måneder, kunne det blive til en læreplads på værkstedet.   Bingo! Det var lige hvad jeg ønskede og så var banen kridtet op for mig en tid fremover.

 Som svend på værkstedet var kun værkføreren. Men vi var 5-6 læredrenge, der hjalp hinanden med lærdommen. Som yngstelærling stod den på olieskift og service dagen lang, samt oprydning og byture efter mad og selvfølgelig de mange øl, der blev drukket på værkstedet af værkfører og venner.

 Der var også et andet værksted på Buddingevej 82, hvor de større reparationer, såsom motorrenovering samt gearkasser og lastbiler blev henvist til.  Her var Leif Christensens far Henry værkfører.  Hos ham gik ældstelærlingen Jens Holm og så var vi andre skiftende deroppe for at lære "rigtig" mekanik.  Da jeg blev ældre lærling, gik jeg i lange perioder på Buddingevej og lærte mange ting, ligesom man fik suget lidt  lærdom på naboværkstedet, Kofoeds Autoelektro.  Det var en rigtig god tid.

 Lønnen gav jo i sig selv begrænsninger i indkøbene, så jeg måtte takke nej til mesters tilbud, om at købe en næsten køreklar Nimbus for 25 Kroner.  Kan huske det eneste den fejlede, var en hængende ventil som ikke havde givet problemer for en stjernemekaniker. Men det var altså økonomien der sagde nejtak.  Idag kan man da godt se, at det var tåbeligt at sige fra, men hvad skulle man gøre når pengene var små ?  Havde dengang en fiks idé om at jeg ikke ville låne penge, men senere i livet fik jeg da rettet op på den vildfarelse. HøHø !

 Det var jo ikke det hel store, man kunne indkøbe for lærlingelønnen.  Første år fik jeg Kr. 39.- om ugen og så steg den til fyrstelige Kr. 65.- på andet år.  Kan ikke huske hvad 3. og 4. år gav i posen, men de sidste 4 måneder gav den halv Svendeløn, så vidt jeg husker. Ihvertfald var det vist noget med Kr. 400.- om ugen, så der var råd til det hele dengang. 

 Det var også midt i tresserne jeg fik min første knallert. En splinterny sort Puch MS50 til den fyrstelige sum af Kr. 1295 kontant.  Men det var kun starten, på en række af meget forskellig art, der stortset alle blev kørt døde af uhæmmet tuning, som der nu hørte sig til, med efterfølgende bøder og skideballer af forskellige betjente. I de år kørte jeg meget sammen med Ole "Lillebror" fra Hjortekær og Elmer Petersen fra Lundtofteparken, hvis vi ikke var nede hos Elmers forlovede Sødevivi i Brede. Selvsagt var der mange flere venner dengang, men i skrivende stund kniber det lidt med navnehukommelsen og det er jo lidt svært at skrive ansigter ned. Mindes at Vivi og Elmer flyttede til Solrød senere.

 Det blev også til megen grusgravs kørsel i banegraven, langs motorvejen i Lundtofte. Det udviklede sig også til motorcykler, hvor ikke mindst Præstens søn Poul-Erik spillede en rolle, med hans dobbelt stemplede Puch 250cc og hans BSA Empire Star der også optrådte i samme banegrav, selvom den måske var lidt klodset til lige motocross.

 Af lærekammerater kan jeg udover Jens Holm, huske Jan "Magnus" Sørensen, Leif "Lifte" Petersen (kaldet "Lifte" fordi han altid snakkede om en vognlift på værkstedet), Torben "Daffy", Hasse, Erik Walker Saxling, Lars Christian Borg der efter uddannelsen ville være Politimand og Ole Olsen der lige var blevet udlært og så tog til Cypern som soldat, samt et par ansigter der ikke rigtig kan finde navn i skrivende stund, men måske de dukker op senere. Sælger i firmaet var Niels Kærsgaard.  Her var et kanon sammenhold og alle hjalp hinanden med alt, så vi hver især fik en masse med i rygsækken til det videre liv i branchen.

 Efter 4 år og 4 måneder var det Svendeprøve på værkstedet. Prøven var en teoretisk på en times tid, sammen med en fremmed Skuemester, som var Jørgen Jensen fra Smedeforbundet der også bagefter gav en mekanisk opgave at udføre, på en tilfældig bil der var på værkstedet.  Alt gik hel fint og Svendebrevet som udlært Automekaniker var hjemme. Men nu skulle man så først til at lære rigtigt.